Der er rigtig mange aktiviteter i lokalområdet i den kommende tid, som vi her vil gøre opmærksom på. Nyhedsbrevet indeholder information om:
- Børnebanko
- Eftermiddagsmøde i præstegården
- Kirkehøjskole
- Stormøde
- Krummer i kirken
- Hestens røgt og pleje (4H)
- Gymnastikopvisning
- Generalforsamling i Landsbyforeningerne
- Generalforsamling i Friskolens Støtteforening
- Madbix og Malitur
- Påskegudstjeneste for børn
- Skærtorsdagsgudstjeneste med efterfølgende fælles aftensmad
- Eftermiddagsmøde i præstegården om Karen Blixen
- Børnebanko
Søndag den 3. marts kl. 14.00 – 16.30 i Forsamlingshuset
Der spilles 10 spil på rækken og til sidst 1 spil på hele kortet.
Præmierne er flotte gevinster i form af legetøj.
Ved dobbelt banko trækkes der lod og taberen får et spil.
I pausen kan der købes pølser, brød, kaffe, kage, øl og vand.
Der vil også være salg af lotteri.
1 plade til banko koster 10 kr.
Alle er velkomne!
- Eftermiddagsmøde i præstegården
Fredag den 8. marts kl. 14.00 – 16.00 i præstegården
”Vor skønne natur i vort lokalområde”
De to sogne Haraldsted og Allindemagle byder på noget af Midtsjællands fineste natur. Det vil den lokale biolog Jon Feilberg fortælle om denne fredag. Jon Feilberg har i mange år interesseret sig for naturens planter og kender derfor meget til det lokale planteliv.
Pris for kaffe og kage kr. 25,-
Der kan bestilles kirkebil fra Busteam på tlf. 70 200 211
- Kirkehøjskole ”Glæden ved det gode liv”
Lørdag 9. – søndag den 10. marts, 9.00 – 15.00 i Stalden , Jystrup
I efteråret 2012 handlede kirkehøjskolen om det ondes problem ” Fri os fra det onde”, og vi er nu nået til Fadervors: ”Thi dit er Riget og magten og æren i evighed”. Derfor har forårets kirkehøjskole titlen ”Glæden ved det gode liv”, når vi mødes den 9.-10. marts.
Det handler kort sagt om livsglæde og livsmod. Det bliver en weekend med spændende foredrag fra digteren Benny Andersen, sygehuspræst Christian Juul Busch om håbet som faktor i glæden ved det gode liv og teolog Lars Sandbeck om fantasien som element i tro og glæde.
Find programfolderen i kirkens våbenhus eller på hjemmesiden www.haraldstedkirke.dk, hvor der står information om pris og tilmelding.
- Haraldsted -Allindemagle Lokalråd inviterer til stormøde forud for dialog med Ringsted Kommune
Ringsted Kommune er gået i gang med en revision af landdistriktspolitikken og den har i den sammenhæng bedt om ’ekspert-udtalelser’ fra de, der bedst kender udfordringer og værdier i forbindelse med livet på landet. Haraldsted Allindemagle Lokalråd værdsætter at blive spurgt, og vil for at kvalificere bidraget til kommunen, invitere alle interesserede borgere samt repræsentanter for områdets foreninger og institutioner til stormøde onsdag den 13. marts kl. 19.30 i Idrætsforeningens lokale på Allindelille Friskole.
”Lokalrådet har også tidligere år inviteret til tilsvarende stormøder, hvor alle har kunnet give bud på, hvordan vi sammen kan udvikle området, så det bliver et endnu bedre sted at bo. Når vi i år kan bruge stormødet som forberedelse til lokalrådets dialogmøde med repræsentanter for forvaltningerne i Ringsted Kommune den 15. april, bliver det bare endnu vigtigere. Vi håber rigtig mange vil finde tid til at deltage i mødet og således give lokalrådet og andre deltagere et stærkt mandat forud for mødet i april” fortæller formanden for Haraldsted Allindemagle Lokalråd Dorte Lau Baggesen.
Haraldsted Allindemagle Lokalråd har i lighed med kommunens øvrige landområder taget hul på diskussionerne omkring en ny landdistriktspolitik på to møder afholdt af Landsbyforeningerne i Ringsted Kommune. I forbindelse hermed har man identificeret en række områder, som Lokalrådet ønsker at sætte fokus på i dialogen med kommunen. ”Som udgangspunk er vores første prioritet at fastholde et vist serviceniveau i lokalområdet – altså sikre at der er børneinstitution, skole og støtte til ældre borgere, da denne service er forudsætningen for, at her overhovedet er et liv, men herefter er også infrastrukturen i fokus. Dette drejer sig om kollektiv trafik og trafiksikkerhed, men måske i endnu højere grad om god IT-infrastruktur, idet det i et moderne samfund er en vej til at holde liv og udvikling i ’udkantsområder’”.
Haraldsted og Allindemagle sogne har et stærkt foreningsliv og godt samarbejde mellem foreninger og institutioner og værdierne i dette samt den smukke natur er væsentlige grunde til, at mange ønsker at bo i området. Fastholdelse og udvikling af disse værdier vil helt sikkert også være emner, der vil blive diskuteret på lokalrådets stormøde. Der findes flere informationer om Haraldsted Allindemagle Lokalråd og rådets bidrag til udvikling af Ringsted Kommunes nye landdistriktspolitik på rådets hjemmeside www.Flueblomsten.dk
Yderligere informationer
Dorte Lau Baggesen
Tlf. 57 52 57 39, mobil 25 47 78 48
- Krummer i kirken
Torsdag 14. marts kl. 17.00 – ca. 19 i Haraldsted kirke og præstegård
Denne dag holder vi kirke for småbørnsfamilier i Haraldsted kirke.
Vi starter med en kort andagt i børnehøjde med sang, rytmik og fortælling og bagefter går vi ned i præstegården til godt fællesskab med spisning. Alt sammen på børnenes præmisser.
Og vi håber, at rigtig mange gerne vil deltage, så af hensyn til maden bedes I tilmelde jer senest dagen inden til sognepræsten på telefon 57 60 01 57.
Det er gratis at deltage. Kom og vær med - alle er velkomne!
- 4H starter ”Hestens røgt og pleje”
Lørdag den 16. marts kl. 10.00 – 12.00 på Kastrupvej 58
Så starter vi hestepasning igen, hvor du kan lærer om ydrelære, farver og aftegn, foder, vartning, sygdomme, horsemanship, hesteaglity, mønstring m.m. Som 4H'er har du mulighed for at deltage på 4H- dyrskuer.
Holdet henvender sig til børn og unge mellem 7-18 år.
Holdet kører 11 gange, første gang lørdag den 16. marts kl. 10-12
Se mere på www. Flueblomsten.dk, under Diverse fra Lokalområdet og 4H.
- Gymnastikopvisning
Søndag 17. marts kl. 14.00 – 19.00 i forsamlingshuset, Langebjergvej 56
Se nærmere på Idrætsforeningens hjemmeside www.allindelille-if.dk
- Generalforsamling i Landsbyforeningerne
Tirsdag den 19 marts kl. 19.00 i Idrætsforeningens lokaler Skeevej 23 – 27
Se mere om dagsorden og møde indkaldelse på www.flueblomsten.dk under Lokalrådet eller på deres egen hjemmeside http://www.landsbyforeningerne.dkunder nyheder.
- Generalforsamling i Friskolens Støtteforening
Tirsdag den 19. marts kl. 19,00 – 21.30 på Allindelille Friskole klasselokale 2
Dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning
4. Revideret regnskab forelægges til godkendelse
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
6. Valg af 2 revisor samt 1 suppleant
7. Indkomne forslag
8. Eventuelt
I henhold til vedtægterne og bestyrelsens konstituering efter den stiftende generalforsamling i 2012, er følgende bestyrelsesmedlemmer på valg i 2013:
Vibeke Reiter, - modtager genvalg
Janne Davidsen, - modtager genvalg
Stephan Bech - modtager genvalg
Hanne Vedsted-Hansen trækker sig efter eget ønske fra bestyrelsen
Forslag der ønskes behandlet under dagsordenens pkt. 7 fremsendes skriftligt og skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Forslag sendes til hanne@skee.dk – eller afleveres i postkassen Skeevej 88
- Madbix og Malitur
Torsdag den 21. marts kl. 18.00 – 21.30, i Forsamlingshuset, Langebjergvej 56
Tre personer besluttede i 2010 at køre en ambulance til Vestafrika i Mali henover julen. Ingen mekaniske færdigheder, men et klart mål: At tage ruten ned igennem Europa, Nordafrika, gennem Sahara og herefter ankomme til ørkenstaten Mali.
Det blev ikke bare en køretur, men et kulturelt møde med mennesker, mad, religion og i særdeleshed finurlige oplevelser med de afrikanske myndigheder. Det store spørgsmål er: Kom ambulancen frem til børnehospitalet? Få historien i tale, lyd og smukke billeder fra de tre bilister: Mikkel Ais Andersen (journalist), Paolo Impagliazzo (videojournalist og dokumentarist) og Andreas Flensborg (fotograf).
Pris 75,- kr. for voksne og 35,- kr. for børn.
Tilmelding senest den 14. marts til Fabienne Dujoux, tlf.: 57600609/25363752
- Påskegudstjeneste for børn
Søndag den 24. marts kl. 13.00 – 14.00 i Allindemagle kirke
Igen i år holder vi Palmesøndag - påskegudstjeneste for børn i alle aldre i Allindemagle kirke. Kom og start påsken med sang og påskens dramatiske fortællinger.
- Skærtorsdagsgudstjeneste med efterfølgende fælles aftensmad
Torsdag den 28. marts 17.00 – 20.00 i Haraldsted kirke og præstegård
Skærtorsdag holder vi vanen tro gudstjeneste i Haraldsted kirke, hvor vi hører om Jesu sidste dag med sine disciple, hvor han for første gang indstiftede nadveren - og derfor går vi efterfølgende ned i præstegården og spiser hyggelig aftensmad sammen.
- Eftermiddagsmøde i præstegården om Karen Blixen
Fredag d. 12. april kl. 14.00 – 16.00 i præstegården
Denne fredag tages vi med på en spændende og lærerig rejse i Karen Blixens fodspor, startende med hendes forlovelse med Bror Blixen i december 1912, henover hendes ophold i Kenya - og der afsluttes med hendes hjemkomst til Rungstedlund 1931. Med brug af citater, smukke billeder og oplevelser fra foredragsholderens personlige rejser til Nairobi fortæller Knud Hedin, tidligere oversergent i Jægerkorpset og mangeårig direktør i erhvervslivet, nu aktiv foredragsholder med stor interesse for Karen Blixens problematiske liv.
Arrangementet koster 25 kr. for kaffe og kage.
Der kan bestilles kirkebil fra Busteam på tlf. 70 200 211
_________________________________
Sig ikke, at der ikke sker noget ude på landet… og vi i Lokalrådet håber, I får lyst til at deltage i nogle af de mange arrangementer!
PS: Og husk så, at nyheder løbende tiden lægges på www.flueblomsen.dk