Generalforsamling 2016

 
 
Generalforsamling 11. februar 2016 kl. 19.30
 
Dagsorden:

1. Velkomst
2. Valg af dirigent
3. Aflæggelse af årsberetning
4. Aflæggelse af regnskab
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af lokalråd i henhold til § 3
7. Valg af revisor
8. Eventuelt
 
Formandsberetning
Jeg synes, 2015 var et rigtig godt år for Haraldsted Allindemagle sogne (og faktisk også et 10 års-jubilæum år!), og jeg vil prøve med min beretning at beskrive hvorfor. I 2014 brugte vi rigtig mange kræfter på at udarbejde en helhedsplan for området, og jeg ved at mange synes, det var en noget tung og abstrakt proces – og hvad skulle det egentlig til for? Vi fik dog i lighed med kommunens øvrige lokalområder udarbejdet en helhedsplan, som blev overgivet til kommunens politiske system for efterfølgende at blive godkendt som en væsentlig del af grundlaget for udviklingen af netop vores område.
I 2015 er vi så begyndt at høste frugterne af vores arbejde, og det er en stor fornøjelse allerede efter det første år at kunne ”sætte flueben” ved flere af de mål, vi havde sat med planen. I helhedsplanen har vi beskrevet fem indsatsområder, og jeg vil indledningsvis bruge disse som pejlemærker for min beretning.
Forbedret IT- og mobil-dækning
I 2015 blev der etableret en IT-gruppe, der med Gustav i spidsen har gjort et kæmpe arbejde for at forbedre især adgangen til hurtigt internet. I samarbejde med Fibia har beboerne i og omkring Haraldsted fået fibernet og snart følger også områderne omkring Skee/Allindelille og Valsømagle/Søbjergvej. Dette er klart en forbedring for størstedelen af husstandene men efterlader desværre også den resterende del i en uafklaret situation vedr. styrket internetforbindelse. Tilsvarende er der fortsat ingen udsigt til forbedring af mobildækning, idet IT-gruppen har haft kontakt til tre leverandører uden at finde nogen, der har vilje til at investere i området.
Som lokalråd må vi nok desværre erkende, at vi ikke har kraft eller magt til at ændre disse vilkår, men vi vil selvfølgelig forsøge at påvirke udviklingen gennem dialog med kommunen og Landsbyforum.
Udvikling af Allindelille Friskole som fælles mødested
Flaget var hejst på Allindelille skole ved skoleårets begyndelse – ikke kun som velkomst til nye og gamle elever, men også for at fejre indvielse af fælleskøkkenet. Succes med ansøgninger og ikke mindst et heldigt udfald af klage til NaturErhverv betød, at finansieringen af køkkenet faldt på plads lige før sommerferien. En efterfølgende kæmpe indsats fra skolens ”køkkenhold” gjorde, at køkkenet blev forvandlet fra et gammelt og udtjent 50’er skolekøkken til et top-moderne fælleskøkken, der allerede har dannet rammen og mange gode arrangementer. ”Køkkenholdet” fortjener en stor tak for på denne måde helt konkret at have forbedret rammerne for områdets sociale liv.
Kollektiv trafik og trafiksikkerhed
Lokalrådet har i det forgangne år haft dialog med skolen og lokale lodsejere omkring muligheder for at give gående og cyklister tryggere skoleveje, og der arbejdes fortsat på at finde nogle konkrete løsninger.
Udvikle/fastholde kulturelle tilbud
Mange kulturelle og sociale aktiviteter er med til at binde vores område sammen, og heldigvis har dette også været tilfældet i 2015. Mere end hundrede mennesker fejrede Grundlovsdag i præstegårdshaven med picnic og teater. Dansk Rakkerpak holdt endnu engang generalprøve på deres forestilling i Haraldsted – i år var det ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme” og truppen formåede endnu engang at underholde børn såvel som voksne i den fantastiske kulisse.
I september løb Haraldsted by Night af stablen for tredje gang – denne gang suppleredes ”åbent hus” tanken med aktiviteter og fest i Vrange Skov. På denne aften blev det gamle traktørsted vagt til live og dannede igen ramme om fest med levende musik og dans. Endnu engang var det en stor succes og et tydeligt bevis på, at når vi samarbejder på tværs kan gøre det rigtig godt. Tak til alle der bidrog – udvalget og alle der åbnede hus, skole, køkken, værksted, fabrik m.m.
Udvikle og fremme brugen af de rekreative muligheder i naturen
Naturen – skovene, søen og det åbne land, er betydningsfuld for mange af beboerne i området, og mange bruger disse rammer for deres aktive liv, alene eller sammen med andre. I det forgangne år har lokalrådet arrangeret forskellige vandreture og har herigennem givet tilflyttere og ’uden sogns-folk’ en mulighed for at lære området et kende, selvom vi selvfølgelig også glæder os over når områdets trofaste støtter møder op. Lokalrådet støttede også naturplejedagen i Allindelille Fredsskov, der var arrangeret af DN’s plejegruppe, for på denne måde at øge kendskabet til denne særlige lokalitet og ikke mindst udbrede baggrunden for de særlige plejetiltag, der er her.
Der blev også nedsat en Naturgruppe i forlængelse af arbejdet med helhedsplanen og udsprunget heraf er der gennem efterår og vinter blevet udformet et projekt, der har til formål at forbedre de lokale data, der findes i Friluftsguiden – en IT-platform, som Ringsted Kommune deltager i. Det er visionen at en styrkelse af Friluftsguiden vil få flere til at gå på opdagelse i naturen – en vision, der også styrkes af, at dette projekt tænkes gennemført i samarbejde med lokale fra Jystrup og fra Vetterselv-Høm.
Som det fremgår af ovenstående er der således igangsat og også gennemført mange tiltag, der støtter målsætningerne i helhedsplanen. På det mere organisatoriske plan har vi i lokalrådet afholdt et borger- og foreningsmøde (31.8.), hvor det bl.a. blev diskuteret, hvordan områdets foreninger og institutioner med det mange initiativer og tiltag kan undgå at spænde ben for hinanden. Det er som udgangspunkt fantastisk positivt med det høje aktivitetsniveau, men det kan være problematisk, da mange af de samme mennesker er bærende i flere sammenhænge og at der er sammenfaldende målgrupper. Det blev (igen) konkluderet, at alle skulle forsøge at informere om aktiviteter og bidrage til at kalenderen på Flueblomsten.dk opdateres, således at man forud fastsættelse af et arrangement kan vurdere om der er ”konkurrerende” initiativer.
Jeg har som formand for Lokalrådet været områdets repræsentant i Landsbyforum. Dette har været både spændende og udfordrende, idet bestyrelsen i dens nye form med udpegede repræsentanter for alle kommunens landområder er ansvarlig for behandling og vurdering af ansøgninger til kommunale støttemidler (helhedsplanspuljen, temapuljen og kulturmidlerne). Bestyrelsen har således på kommunens vegne ansvaret for en ikke ubetydelig sagsbehandling og økonomi. Deltagelsen i Landsbyforum er også vores mulighed for at præge de politiske diskussioner og initiativer, der har eller vil få betydning for vores liv på landet.
Jeg indledede med at udtrykke glæde og tilfredshed over 2015 – jubilæumsåret! Og en stor tak til alle, der på den ene eller anden måde har bidraget. Jeg håber at andre er enige med mig efter denne beretning. Jeg hører gerne tilbagemeldinger på beretningen og invitere alle til at komme med nye forslag for året 2016. Tilsvarende håber jeg på fortsat stor opbakning til de initiativer lokalrådet og andre foreninger og institutioner tager – det er alt dette, der styrker området og knytter os tættere sammen.
Anne Klee  | Tlf.: 21221082