Generalforsamling 2017

 

Generalforsamling 7. februar 2017


Dagsorden:
1. Velkomst
2. Valg af dirigent
3. Valg af referent
4. Aflæggelse af årsberetning
5. Aflæggelse af regnskab
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af kernegruppen i henhold til § 3, stk. 2
8. Præsentation af Koordinationsgruppens medlemmer i henhold til § 3, stk.3
9. Valg af revisor
10. Eventuelt


Referat:
Deltagere: Suzette Hansen (Friskolen), Robin Hinge (Produktionsskolen), Anne-Mette Storr, Anne Klee (nyvalgt kasserer) Lone Feddersen (menighedsrådet), Hanne Flensborg, Jens-Henrik (idrætsforeningen, Marianne Kiersgaard (Forsamlingshuset), Arne Larsen, Sonja Schultz, Ulrich Hjort Hansen (dirigent), Gustav Flensborg (Lokalrådet), Bodil Feilberg (hjemmesiden, Jon Feilberg) og Lene Hansen (Lokalrådet).

1. I Formandens fravær indledte Lene med at byde velkommen

2. Ulrich valgt som dirigent og konstaterede med henvisning til Flueblomsten, at generalforsamlingen var lovlig indkaldt

3. Bodil valgt som referent

4. Gustav læste formandsberetningen højt. (Bilag 1) Der spørges efterfølgende, om vi ved, hvad vi i alt - sammen med meninghedsrådet - har fået i støtte fra kommunen. Det ved vi ikke, det svinger fra år til år og Gustav fortalte lidt om tidligere projekter, der er givet penge til.
Beretningen blev godkendt uden yderligere bemærkninger.

5. I kasererens fravær gennemgik Bodil regnskabet, der blev godkendt uden bemærkninger (Bilag 2).

6. Det var ingen indkomne forslag.

7. Marianne og Fabienne ønsker ikke genvalg. Dorte, Gustav og Lene blev genvalgt og Anne Klee nyvalgt.

8. Lene, der er valgt som koordinator for Koordinationsgruppen præsenterede denne, som den ser ud lige nu:
Friskolen: Suzette Hansen og Sara Suhr (supl.)
Idrætsforeningen: Susanne Baltzer og Jeanette Geert Nielsen
Forsamlingshuset: Marianne Kiersgaard
Menighedsrådet: Mette Marbæk Johansen
Allindelille Børnehus: Camilla Poulsen
Ringsted Produktionsskole: Robin Hinge

Gruppen er åben for andre foreninger mm. Desuden kan diverse ad hoc grupper deltage i relevante perioder.
Der blev foreslået, at man i gruppen udarbejder f.eks. en side med oplysninger om, hvad gruppen er/kan bruges til, der f.eks. kan lægges på Flueblomsten.

9. Genvalg af revisorer: Mette Marbæk Johansen og Bodil

10. Evt.:
o Robin fortalte at Produktionshøjskolen meget gerne deltager i Haraldsted by Night. Hanne fortalte at man i planlægningsgruppen netop har holdt første møde og at man i løbet af nogle uger kontakter potentielle deltagere.
o Desuden fortalte Robin, at han er formand for landsbypedelordningen, og at man meget gerne kommer og hjælper med div. – endnu er der ikke så meget bud efter dem.

o Anne-Mette fortæller at de skal have kloakeret og samtidig har dårligt internet- om kabler og kloakrør mon kan lægges ned samtidig. Det mener man ikke, men Gustav foreslår, hun taler med sine naboer og finder ud af hvor mange der evt. er interesseret i fibernet – han hjælper gerne efterfølgende. Derefter diskussion om eventuelle andre muligheder.

o Vibeke via Jens-Henrik kom med et forslag om en ”Frivillighedsbank”: Hvem har brug for hvad, hvem kan/vil hjælpe med hvad – uden penge indblandet. Vibeke vil være tovholder! Lene tager kontakt til Vibeke for at få dette tiltag med i koordineringsgruppen.

o Suzette oplyser, der er en sy-gruppe, der vist kan være nogle flere.

o Møde om Oplevelsesstien den 22. februar, om stien og hvordan man skal formidle den. Herfra deltager Dorte Baggesen, Lone, Jon og Anne-Mette. Desuden spørges Jens Lund, Niels Bruun de Neergaard og Inge Göricke.

o Lene og Gustav orienterede om planerne for landsbyklynger, at flere lokalområder går sammen om fællesprojekter hvortil der er mange penge at søge gennem diverse fonde. Vi skal være sammen med Jystrup, Vigersted og Kværkeby. Indledningsvis skal man finde ud af hvilke projekter der kan blive tale om. Ulrich meldte sig til at deltage.

o Ulrich foreslår at der bliver opsat en bænk på næsset ud for Haraldsted ved søen. Robin vil gerne sørge for at lave den, og Jon taler med kommunen herom.

o Sonja spørger til brug af skolens lokaler og det oplyses, at der i købsaftalen står, at de foreninger der på det pågældende tidspunkt brugte skolen, kan fortsætte på samme vilkår, men at det fremover kun er køkkenet alle kan låne – ellers skal der laves særlige aftaler.

o Anne-Mette ønsker lokal hundeskov. Opfordres til at undersøge interessen på Facebook.

o Robin: Produktionsskolen frit kan stille lokaler til rådighed til engangsarrangementer, og også sørge for evt. traktement.


Herefter afslutter Ulrich generalforsamlingen med tak for god deltagelse og giver ordet til Gustav, der siger tak fra Lokalrådets side.
Formandens beretning 
Skee, 22. januar 2017                                                                        Bilag 1

Hermed i skriftlig form et forsøg på at sammenfatte Haraldsted Allindemagle Lokalråds aktiviteter i 2016. På generalforsamlingen den 7. februar vil der være mulighed for at diskutere beretningen og give forslag til kommende aktiviteter. Helt centralt for året står efterårets diskussion af lokalrådets organisation, der gav anledning til ændring af organisationen, således at lokalrådet fremover består af to faste udvalg: et koordinationsudvalg og et kerneudvalg. Der blev afholdt ekstraordinær generalforsamling den 12. januar 2017, hvor nye vedtægter blev vedtaget og det er disse vedtægter, der vil definere rammen for generalforsamlingen den 7. februar.
Lokalrådet har til formål at understøtte områdets udvikling i forhold til at skabe de bedste rammer for områdets beboere. Dette løftes gennem indsatser på to fronter: for det første initierer lokalrådet aktiviteter, der binder området sammen på tværs af netværk, foreninger og institutioner, og hermed skaber grundlag for samarbejde og gensidig støtte og for det andet at varetage områdets beboere i et ”semipolitisk” arbejde i Landsbyforum og i dialog med Ringsted Kommune (politikere og embedsmænd).
Også i 2016 har lokalrådet i samarbejde med foreninger, institutioner og netværk været tovholder for en række spændende arrangementer. Hen over vinteren lagde det ny renoverede forsamlingshus gulv til Dans med din Nabo, der blev afsluttet med opvisning i forbindelse med Idrætsforeningens gymnastikafslutning. Forsamlingshuset var også rammen for Running Dinner, der igen i 2016 blev en kæmpe succes. Fælleskøkkenet på Allindelille Friskole har også været rammen om gode oplevelser. På fællesmødet i januar var der stor idérigdom i forhold til at igangsætte aktiviteter i køkkenet, der kunne samle forskellige grupper til fælles madlavning og spisning. Ikke alle idéer kom op at flyve, men i løbet af året har der været lavet god mad på lokale råvarer og etableret vinklub. Køkkenet har også været brugt til møder og lever således helt op til visionen om at være et fælles mødested for alle i området. Og fortsat i samme tema – der har også været afholdt to vellykkede madbix-arrangementer: et i forsamlingshuset, hvor der var foredrag om dagligdagen i et fængsel, og et i klubhuset med traditionel Mortens aften med and og hygge.
Traditioner er blevet etableret og Grundlovsdag blev således fejret i præstegårdshaven med fælles picnic, tale fra skoleleder Joachim Grubbe og skørt teater fremført af Rakkerpak. En anden tradition er for-middelalder-arrangement forud for afholdelse af den store middelalderfestival i Ringsted. I år havde vi andagt med gregoriansk kor i Haraldsted kirke, skuespil og falkoneropvisning på Knud Lavards helgenkåringsdag (25. juni) – et arrangement, der igen var kommet i stand i samarbejde med Ringsted museum.
En central værdi for mange af borgerne i lokalområdet er naturen og de fantastiske rammer for aktivt friluftsliv. I 2016 fik kirke og menighedsråd gen-etableret den sydlige del af kirkestien og en lille æblelund syd for Hellebjergskov. I forbindelse hermed afsøgte lokalrådet sammen med menighedsrådet mulighederne for at forlænge stiforløbet mod nord, hvilket imidlertid ikke fik den nødvendige opbakning. Der er imidlertid allerede store muligheder for aktiv brug af naturen – muligheder, der måske ikke er almen kendte, hvilket er baggrunden for lokalrådet har støttet udvikling af og indsamling af data til FriluftsGuide. FriluftsGuiden kan via PC eller telefon bruges til at planlægge ture i området og fortælle hvilke spændende oplevelser, der kan fås. I september var lokalrådet anker på områdeweekend, hvor forskellige foreningers aktiviteter søgtes koordineret med henblik på at få synergi mellem initiativerne. Dette lykkedes kun delvist og erfaringen herfra var medvirkende til at lokalrådet igangsatte en diskussion om rådets rolle og mandat for sit virke.
Lokalområdet sprudler af aktiviteter og tilbud – forankret i lokalrådet eller i de mange foreninger og institutioner, hvilket er af stor værdi for alle i området – såvel gamle som nye borgere. Lokalrådet har fortsat initiativet med velkomstposer til tilflyttere, idet vi på den måde ønsker at invitere alle ind i fællesskabet. Vi opfordrer alle til at huske dette, når I får nye naboer!
Lokalrådets bestyrelse har således i efteråret diskuteret sin egen rolle og især sit mandat som områdets talerør i Landsbyforum og overfor Ringsted Kommune. Bestyrelsen så sig ikke tilstrækkelig involveret i områdets foreninger og institutioner og oplevede derfor ikke at have et tilstrækkeligt stærkt mandat. Denne problemstilling blev diskuteret på forenings- og borgermøde i oktober måned og gav anledning til, at bestyrelsen fremlagde forslag til ny organisation, der blev godkendt på den ekstraordinære generalforsamling i januar 2017. Lokalrådet består herefter af to faste grupper – en koordinationsgruppe, hvortil foreninger, institutioner og netværk direkte udpeger repræsentanter, og en kernegruppe, hvortil der er valg på generalforsamlingen. Det er bestyrelsens håb, at denne ny organisation både vil styrke samarbejdet mellem foreninger, institutioner og netværk og styrke lokalrådets forankring i området og dermed mandatet i forhold til det semipolitiske arbejde.
På den semipolitiske front har lokalrådet været repræsenteret i Landsbyforums bestyrelse, hvilket bl.a. har betydet at området er blevet hørt i forbindelse med uddeling af kommunale midler fra de forskellige puljer: helhedsplanspuljen, temaudviklingspuljen og kulturpuljen. Vi har i 2016 i begrænset omfang søgt og opnået støtte fra disse puljer, men der er absolut mulighed for, at vi kan opnå større støtte, hvis vi har gode projekter i støbeskeen. I det kommende år vil der være mulighed for at revurdere og opdatere vores helhedsplan, hvilket vil give grundlag for at søge støtte til projekter med andre formål end tidligere.
Som repræsentant for Landsbyforum har jeg bidraget til udarbejdelse af strategi og handlingsplan for landdistrikterne i Ringsted Kommune. Dette arbejde vil efter politisk godkendelse være grundlaget for kommunens udmøntning af den landdistriktspolitik, der blev vedtaget i 2016. Det kommunale embedsværk lægger op til at besøge de forskellige områder i 2017, hvilket kan give grundlag for konkret dialog om vore ønsker til udvikling af vores område. En dialog som også kan fortsættes med politikerne i forbindelse med den kommunale valgkamp i efteråret.
Lokalrådet forventer i 2017 at have fuld fokus på implementering af den nye organisation, hvilket især vil være etablering af samarbejde og rutiner for koordinationsgruppen. Den hidtidige bestyrelse har lagt nogle initiativer i pipeline, som koordinationsgruppen må forholde sig til. Dette er især en guidet rundtur i veteranbus for tilflyttere, Grundlovsdag og Haraldsted by Night 4.0., men herefter vil det være op til den nye koordinationsgruppe at initiere og koordinere nye tværgående projekter og arrangementer.
Afslutningsvis vil jeg takke alle, der har bidraget til lokalrådets arbejde – stor som småt. En særlig tak til Fabienne, der efter mere end 10 år i bestyrelsen har valgt at stoppe. Det har som tidligere været både sjov, udfordrende og hyggeligt at få enderne til at nå sammen i lokalrådets arbejde.
Anne Klee  | Tlf.: 21221082