Regnskab og formandens beretning 2019

 
 
Se årets regnskab her 
 
Formandens beretning ved genrealforsamling i Haraldsted Allindemagle Lokalråd – den 27. februar 2019.

Årets generalforsamling er altid anledning til at se tilbage og lave en status over hvordan året er gået. I 2017 lavede vi en ny organisation af arbejdet i Haraldsted Allindemagle Lokalråd, hvilket havde formålet at styrke lokalrådets mandat som områdets talerør. Der blev etableret en organisation bestående af en koordinationsgruppe med direkte repræsentation fra områdets foreninger og institutioner og en kernegruppe, der varetager lokalområdets kontakt til Ringsted Kommune, stiller repræsentation til Landsbyforums bestyrelse for herigennem at sikre, at områdets interessere bliver tilgodeset i den større kommunale sammenhæng.

Kernegruppen, der har bestået af Charlotte Sommerskov, Anne Klee, Gustav Flensborg, og undertegnede – med fast supplering fra Bodil Feilberg (hjemmeside) og Ulrich Hjort Hansen (Landsbyklyngen), har afholdt to møder samt haft livlig dialog over mails mm. Charlotte har været kernegruppens kontakt til koordinationsgruppen, der også har holdt to møder. På disse møder har de lokale foreninger koordineret datoerne for deres aktiviteter, så de ikke lå på samme dag eller for tæt på hinanden og de har indbyrdes talt om aktiviteternes indhold, nye tiltag og håndteret et par misforståelser omkring koordinering. Det er vores opfattelse, at foreninger og institutioner har udbytte af at mødes, men at der med fordel kan være større kontakt og bedre kommunikation om, hvad der aftales. Især synes der et behov for at synliggøre såvel koordinationsgruppen som kernegruppes arbejde overfor området befolkning i bred forstand – hvilket kan være en målsætning for arbejdet i det kommende år.

Kernegruppen har i det forgangne år haft dialog med Ringsted Kommune om en række forhold. En ”gammel sag” om sikring af adgang til Haraldsted Sø fra Haraldsted by blev afsluttet med etablering af en adgangssti over velvillige lodsejeres jord – en stor succes, da en sådan adgang har været et lokalt ønske i mere end 15 år! Stiens åbning blev markeret ”Åbnings-Event” lørdag den 5. maj 2018 med deltagelse af mange lokale, pressen og en enkelt politiker. Igen stor tak til Torben og Aase Driesdal for at ville stille jord til rådighed for fællesskabet.

Kernegruppen har givet høringssvar i relation til kommunens trafikhandlingsplan, hvor vi igen har fremført vores ønske om at få sikret skolevejen for de bløde trafikanter. Vi ønsker prioritering af forbedring af sikkerheden på Skeevej (mellem Allindelille-Skee) og på Allindelillevej (mellem Holbækvej – Allindelille).
Sonja Shultz er fortsat vores trofaste og meget aktive repræsentant i den kommunale busgruppe, og er herigennem med til at påvirke kommunens bestillinger af offentlig trafik.

Endelig er vi i kontakt med Ringsted Kommune for at præge vilkår for fremtidig brug af bygningerne, der i dag huser Ringsted Produktionsskole, når denne ikke længere skal være her. Vi har i direkte dialog med borgmester og direktør for Teknik og Miljø delt vore tanker fra helhedsplanen om grundlag for ”et helt liv på landet” og opfordrer derfor til, at bygningerne fremadrettet kan bruges til mindre boliger for enlige/ældre, der i dag har svært ved at finde alternativer til store huse og gårde i lokalområdet. Vi vil efter bedste evne påvirke processen og fremme målsætningen, men man må også forstå at der i sådanne sager er en række formelle regler, der skal overholdes.

I det forgangne år har jeg været lokalområdets repræsentant i Landsbyforum, hvor jeg også har været formand. I Landsbyforum administrerer vi behandling af projektansøgninger til de tre kommunale puljer – helhedsplanspuljen, temaudviklingspuljen og kulturpuljen, og vi har endvidere dialog indbyrdes mellem landområderne og med Ringsted Kommune – politikere og embedsværk, om rammer og muligheder for udvikling af kommunens landområder. Via Landsbyforum har vi en formel og god adgang til det kommunale system, som også understøtter os, når vi lokalt ønsker at fremføre vore tanker og ønsker for politikerne.

I 2017 opdaterede vi i helhedsplanen for Haraldsted Allindemagle sogne og i 2018 har denne plan dannet grundlag for 3 ansøgninger til Ringsted kommunes helhedsplanspulje. Lokalrådet har således i samarbejde med lokale foreninger og netværk stået bagved tre vellykkede projekter, der har været medfinansieret af Ringsted kommune via denne pulje. Det drejer sig om udskiftning af taget på Haraldsted forsamlingshus, og etablering af en Multibane ved Allindelille Friskole, Allindelille Børnehus og Allindelille Idrætsforening, der giver alle borgere i området endnu bedre mulighed for aktiv bevægelse – og sjov! Herudover blev også adgangsstien fra Haraldsted by til Haraldsted Sø/Oplevelsesstien, finansieret via helhedsplanspuljen efter at lokale ildsjæle lagde tid og kræfter i dette projekt.

Flere initiativer og arrangementer har også gennem året fået støtte fra kommunens Tema udviklingspuljen og Kulturpuljen – og vi fortsætter således den gode tradition om at tiltrække kommunale (og andre) midler til at understøtte det kæmpe arbejde som mange lokale ildsjæle lægger, for at udvikle vores område og gøre det til et endnu bedre sted at bo og leve. Lokalrådet har især været involveret i sammen med menighedsrådet at arrangere Grundlovsfest med børneteater og at arrangere en ”Før middelalder event” i forbindelse med Allindelille Idrætsforenings sommerfest.
Haraldsted Allindemagle sogne indgår som et af fire områder i Landsbyklyngen Søhøjlandet Sjælland.
Landsbyklyngen arbejder som lokalrådene på at udvikle landområderne som gode steder at bo og leve, men har især fokus på at udnytte og fremme samarbejdet mellem de fire områder i den nordlige del af Ringsted Kommune – uden at dette hæmmer de lokale initiativer og værdier. I vores område har vi en meget tæt koordination og dialog mellem klyngearbejdet og lokalrådet, og Ulrich Hjort Hansen, der er formand for klyngens styregruppe, deltager også i lokalrådets kernegruppe. Konkret har vi kernegruppen mødtes med klyngens trafikgruppe og gav i denne sammenhæng vore indspil til prioritering og udvikling af trafikale forhold bl.a. trafiksikkerhed. Vi ser stort udbytte af arbejdet i landsbyklyngen og håber meget, at alle vil være med til at støtte op om dette også efter at den formelle projektperiode udløber i foråret 2019.
 
Alt i alt er det min oplevelse at også 2018 var et godt år at være borger i Haraldsted Allindemagle – der er masser af muligheder for spændende og udviklende aktiviteter, og det gælder blot om at gribe dem. Jeg har fokuseret på de ting, som vi i lokalrådet har været direkte involveret i, men herudover er der jo masser af andre muligheder – Friskolen, Børnehuset, Idrætsforeningen, Forsamlingshuset, Kirkerne, Spejderne er organiserede forankringer, men herudover er der rigtig mange løsere netværk og pop-up events, der gør det muligt at finde noget for enhver smag. Tak til alle, der på den ene eller anden måde bidraget til alt dette!

Jeg glæder mig til 2019 – der allerede er godt i gang  I Lokalrådet har vi bl.a. fokus på endnu et Grundlovsmøde med børneteater og overvejelser om et Haradsted by Night 5.0. I forhold til sidstnævnte er der brug for nye kræfter i arrangementsgruppen for, at det kan realiseres – er det måske en opgave for dig?
Dorte
Anne Klee  | Tlf.: 21221082