Haraldsted den 14. marts 2013
Fokuspunkter til diskussion på dialogmøde den 15. april mellem repræsentanter fra Ringsted Kommune og borgere i Haraldsted Allindemagle sogne
I forbindelse med den igangsatte proces for revision af landdistriktspolitikken i Ringsted Kommune har borgere i Haraldsted Allindemagle sogne prioriteret de områder/rammevilkår, der har størst betydning i forhold til at fastholde sognene som gode og attraktive rammer for borgernes liv og daglige virke. Den overordnede prioritering er som følgende:
1. Et helt liv på landet – fokus på basal (kommunal) service, institution, skole, ungdomsklub, ældrenetværk, ældreboliger, ældrehjælp.
2a. Livet skal leves - Infrastruktur: trafik – kollektiv trafik, sikre (skole)vej, stier
2b. Livet skal leves - Infrastruktur: IT – sikker, robust og stærkt fibernet – grundlag for erhverv, kommunikation mv.
3a. Livet skal udfoldes i sognene - Mødesteder: Fysiske rammer i bred forstand, specifik problemstilling omkring forsamlingshus
3b. Livet skal udfoldes i sognene - Kultur aktiviteter – folkelighed – foreningsliv, netværk, events, socialt kit (gode rammevilkår)
4. Sognene åbnes - omverden inviteres ind - Natur- og kultur formidling – et åbent lokalsamfund med et ansigt udad – den gode historie, oplevelse, rekreative interesser
Med henblik på at alle får det bedste udbytte af dialogmødet og at Ringsted Kommune har en mulighed for at identificere, hvilke repræsentanter, det er mest relevant som deltagere i mødet, har deltagerne i Lokalrådets møde den 13. marts identificeret fire konkrete emner, der ønskes diskuteret. Det drejer sig om:
1. Fastholdelse af børnehave evt. 0-6 års institution i Allindelille
2. Styrkelse af IT infrastruktur i lokalområdet – hvorledes kan kommunen medvirket til styrke mobildækning og fremme udrulning af fibernet
3. Diskussion af muligheder for kommunalt/privat partnerskab med henblik på fastholdelse af Haraldsted Forsamlingshus som lokalt kulturhus – f.eks. samarbejde med Ringsted Kongrescenter
4. Invitation fra lokalområdet til styrket samarbejde med Ringsted Kommune i relation til forskellige typer af folkelige, kulturelle aktiviteter udbudt for alle interesserede borgere i kommunen
Vi ser frem til mødet den 15. april kl. 17 – 19 og kan oplyse, at det afholdes i Allindelille idrætsforenings lokale ved Allindelille Friskole. Jeg vil blive glad for en tilbagemelding inden mødet om, hvem der deltager.
Med venlig hilsen
Dorte Lau Baggesen, Formand Haraldsted Allindemagle Lokalråd