Flextrafik

 
 
I 2014 kommer du længere med Flextur i Ringsted
 
Kører bussen ikke lige til din hoveddør, og vil du gerne i svømmehallen efter den fede julemad, på januarudsalg eller bare besøge en god ven? Så kommer du fra den 6. januar 2014 længere med Flextur til samme pris.
 
Ringsted Kommune kører nemlig i hele 2014 forsøg med en ny flextur grundtakst. Det betyder, at du nu kan køre de første 15 km med flextur til en fast pris på 24 kr., hvor det tidligere kun var de første 10 km. Derefter er prisen pr. km den samme som tidligere – nemlig 6 kr. pr. km. Forsøget gælder for interne rejser i Ringsted Kommune.
 
Et godt tilbud til landområderne!
Selvom Flextur ordningen er for alle, vil det nye tiltag være særlig fordelagtigt for landområderne.
”Der hvor busserne ikke kører så ofte eller slet ikke, er flextur et rigtig godt alternativ til den traditionelle busforbindelse”, siger Klaus Hansen (v), formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune.
 
I 2014 bliver tilbuddet endnu bedre. Den nye grundtakst med 15 km er nemlig valgt ud fra en betragtning om, at de allerfleste vil kunne komme fra deres bopæl til Ringsted by indenfor grundtaksten på 15 km.
”Den nye takst betyder, at de fleste borgere i Kommunen vil kunne komme fra deres hjemadresse til Ringsted by til samme pris, som det koster med en kontantbillet købt i en af de traditionelle busser – og det synes jeg faktisk er et rigtig godt tilbud”, fastslår Klaus Hansen.
 
Ringsted Kommune og MOVIA vil i efteråret 2014 evaluere forsøget med henblik på at træffe beslutning om, hvorvidt forsøget skal gøres permanent.
 
Faktaboks:
Flextur er for alle, der gerne vil transporteres fra A til B.
Flextur er et fleksibelt alternativ til den kollektive trafik, hvor du selv bestemmer, hvor du skal køres fra og til og hvornår (dog kun i tidsrummet 06.00 – 23.00).
Flexture køres af taxaer og liftvogne, men er ikke taxakørsel.
Fra den 6. januar og hele 2014 kan du køre de første 15 km til en fast pris på 24 kr. Derefter koster det 6 kr. pr. km. Den nye grundtakst gælder kun for interne rejser i Ringsted Kommune.
 
En Flextur skal bestilles senest to timer før, du vil hentes. Du får altid oplyst det præcise klokkeslæt for, hvornår du bliver hentet, og du skal være klar fem minutter før dette tidspunkt.
Du kan bestille kørsel ved at ringe til Movia på tlf.: 70 26 27 27. Turen betales kontant til chaufføren.
Er du oprettet som bruger på Movias hjemmeside, kan Flextur bestilles online og betales med dankort.
 
 
 
Bodil Feilberg  | Tlf.: 25850598